Nyheder


15.01.2012
Så er det blevet 2012, vi håber at alle er kommet godt ind i det nye år!!!

Siden sidste opdatering er der sket en del, Pennal Freebee Junior nyder sin nye tilværelse som ridehest og viser nogle virkelig gode takter – hun er utrolig samarbejdsvillig og lærenem. Ikke at dette kommer til at ændre på at hun skal i fol igen i 2012

Magus Free Glabella har været til Mountain and Moorland foal and youngstock show, hvor hun gjorde en rigtig fin figur, tusinde tak for de flotte ord vi fik med på vejen!!

Jeg vil specielt gerne takke Mormor og Morfar, Møllegyden og Line for et fantastisk 2011, I er virkelige fantastiske!!!

9.10.2011
I forbindelse med fravænning af Magus Free Glabella, valgte vi at sætte Pennal Free Bee Junior i tilridning. Junior er i år tom, da fokus i sommers var at få Glabella rask, efter Roskilde Dyrskue blev hun virkelig syg og fik diagnosen Rhodococcus equi infektion. Det var en lang sej kamp, men Glabella var en lille fighter, som efter 30 dage på medicin og akupunktur begyndte at få det bedre. Hun er nu helt rask og har taget fravænningen uden problemer.

Pennal Free Bee Junior viser nogle fantastiske takter under sadel og hun er en meget let hest at arbejde med. Efter 4 gange i longe, hvoraf 2 var med rytter, gik hun fint og taktfast uden problemer. Planen er at Junior skal rides hen over vinteren og så sættes i fol igen i foråret 2012.

21.9.2011
Sommeren er ved at være slut og vi kan se tilbage på en stille og rolig sommer, for vores vedkommende.
Vi var den 4. juli et smut i Sverige med Pennal Touch Of Pink til det årlige show på Bjärsjölagård. Pink gjorde en fin figur, til trods for at hun mildest talt aldrig har været så flad! Pink stod nr. 2 i klassen, men blev Reserve Youngstock Champion Sec. C og tilmed Reserve Supreme Champion Sec. C, så glæden var stor til trods for den manglende entusiasme fra Pinks side.

Vi har hen over sommeren haft cobvallakken  De Busies Battlefield i ridning, sjovt at være i sadlen igen efter mange år uden ridning. En stor tak til Mie for at turde sende Battle i ridning her, han er en fantastisk vallak!!

Glabella og Junior har gået hele sommeren og nydt græsset, men Glabella er nu i fuld gang med fravænning. Christina fra stutteri Møllegyden var forbi en weekend og fik skudt lidt billeder af Magus Free Glabella, disse kan ses i hendes galleri. En stor tak til Christina for de dejlige billeder.

7.6.2011
I sidste weekend var vi af sted til Roskilde Dyrskue, vi havde valgt at tage Pennal Free Bee Junior og hendes føl Magus Free Glabella med. Det var Juniors andet show og ikke mindst første dyrskue, og tilmed var der flere ”showstærke” hopper i hendes klasse, så vi var spændte på at se hvordan det ville gå!! Junior var flyvende og faldt i dommerens smag, hvilket resulterede i flotte 23. point og en fantastisk beskrivelse og en anden plads– se mere under Juniors resultater.

Glabella gjorde det ligeledes suverænt, hun startede ud med at vinde følklassen for Sec. D og var derved videre til følklassen, hvor hun skulle op i mod bedste Sec. B og Sec. C føl – og sørme om ikke også hun vandt der og derved gik videre til fælles konkurrencen om skuets bedste føl.

En stor tak til Christina fra stutteri Møllegyden for at komme hele vejen fra Aalborg til Roskilde for at vise Junior frem og ikke mindst til Line ”super groomeren” og Majbritt for at hjælpe med ekstra hænder.
Billeder af Magus Free Glabella og Pennal Free Bee Junior kan ses under deres egne sider

18.5.2011
Pennal Annwyl er solgt til familien Gry Kjems.
Vi glæder os meget til at følge udviklingen og ønsker familien tillykke med deres nye pony

12.5.2011
Pennal Annwyl er til salg.
Se mere her

1.5.2011
Den 30. april 2011 fandt årets første plagskue sted på Dorthealyst, og vi havde igen i år tilmeldt Pennal Touch Of Pink. Vi har de sidste par måneder lagt rigtig meget træning i Pink så hun kunne sætte sig muskler og få lagt en god kondi, det vidste sig at være en rigtig god investering!! Pink var igen i en rigtig stærk klasse og glæden var stor da dommer John James fra Sianwood Stud satte Pink først med 9 for type.  Som den eneste 2 års sec. C kvalificerede Pink sig til 2 års championatet, hvor hun udgik lige før oprangering.
Se billeder og beskrivelse fra dagen under resultater

Det er fantastisk at se Bis, Res. Bis, nr. 3 og nr. 4 i finalen samt Res. Bis i hingsteparaden alle gå til Welsh ponyer, kæmpe tillykke til alle!!!

En stor tak til www.showdanes.dk for at kigge forbi og tage lidt fantastiske billeder

25.4.2011
Så blev det også føltid på stutteri Magus!!! 
Fredag den 22. april valgte Pennal Free Bee Junior at fole - til stor overraskelse ude på folden kl. 9.30 med Annwyl og Pink som tilskuere. Vi havde mulighed for at følge med i det hele og spændingen var stor, da Junior og den lille, som kun havde fået hovedet ud af hammen, lå i græsset. Skulle det blive en lille hingst eller en lille hoppe? Glæden var stor da Junior endelig var færdig med at spise det hun skulle, og et yndigt lille hoppeføl kom til syne!!! Magus Free Glabella er rød med sokker og en gennemløbene blis, billeder kan ses under føl.

Pennal Free Bee Junior skal i år bedækkes af Kildegårds Ramses efter Synod Rembrandt, så inden længe skal Junior og Glabella på deres første tur.

Med plagskuerne rundt om hjørnet, er Pennal Touch Of Pink i gang med at blive gjort klar, det bliver spændende at se hvordan hun klarer sig i år!!!

7.4.2011
Efter en lang vinter uden de store opdateringer, er det nu ved at være tid igen.
Vi venter i år føl efter Pennal Free Bee Junior og H-S Morning Star primo april, så Junior er ved at være godt og grundig træt af sin størrelse!
Vi er så småt ved at have bestemt os for hvilken hingst Junior skal på besøg hos i år, men det ligger ikke endeligt fast endnu.
Med showsæsonen rundt om hjørnet, er det også ved at være tid til at lave tilmeldinger og tage beslutninger om dette, så der er masser af ting at tænke over.

8.11.2010
Så er efteråret landet, og det er tid til en lille opdatering igen.

Siden sidst har Pink været en tur med til føl- og plagskue på Bjerregård. Hun var rigtig sløv og tvær i hendes klasse, men vandt. Dommer Rose Mary Philipson-Stow var meget imponeret over mængden af hovskæg og fundamentet på Pink. I championatet livede Pink en del mere op, men det blev ikke til nogen placering. Turen til Bjerregård var for os det sidste show i år og ponyerne har nu fået lov til at være rigtige ponyer uden at skulle klippes, groomes og pudses i hverdagen.

Pennal Free Bee Junior er scannet efter 90. dagen og alt er som det skal være, så hun skal bare have lov til at gå og blive tyk og nyde livet henover vinteren.

Pennal Annwyl har nu et par gange været i sin køresele og i lange liner, Annwyl er umiddelbart rigtig nemt at have med at gøre, og hvis det fortsætter sådan, så er det til næste forår slut med at gå og slappe af. Vi får hjælp af Maibritt Iversen, som har stor erfaring omkring tilkørsel af heste. En verden som er helt ny for os, men meget spændende.

Tina er i forbindelse med arbejdet i Jylland i hverdagene og Martin har overtaget alt omkring ponyerne, dog med fantastisk hjælp fra Maibritt og Line. Ingen tvivl om, at ponyerne synes det er helt fantastisk at Martin har styringen, da han synes at gravide, voksende og søde ponyer skal have mere foder end foreskrevet, dette har resulteret i 25 kg. mere foder på en uge end foreskrevet og ponyer med forventninger om ”snacks” i tide og utide.

Som det kan ses er der nu oprettet gallerier under hver af ponyerne, disse fantastiske billeder er taget af Maria og Mie fra www.showdanes.dk som også står for hjemmesiden. En stor tak til dem, som ikke bare har fantastiske Grand Danois, men også er fantastiske med et kamera

04.08.2010
Vi har den 4. juli været i Sverige med Pink til show på Bjärsjolagård. Beskrivelse og karakterer kan ses under Pinks resultater.

Weekenden den 31. juli-1. august tog vi turen til Viborg til den årlige kåring i Welsh-foreningen. Vi havde tilmeldt Pennel Touch Of Pink og Pennal Free Bee Junior i showklasserne søndag. Pink skulle igen møde Chopin's Money Penny, som jo har klaret sig forrygende hele sommeren. Pink var helt i hopla og gjorde en rigtig flot figur, men endte på 2. pladsen med kommentaren: 'Very nice fillies both of them'.
Juniors klasse var mod toppen af de danske cob-hopper og vi vidste at det var lidt af et sats, da Junior aldrig har været udstillet før, ja, faktisk aldrig været uden for de walisiske græsmarker før vi fik hende. Junior klarede sig rigtig flot og startede med at komme ind på en 2. plads, men måtte ud i en omrunde mod Mailunds Queen Of Benedict. Her gik Junior fuldstændig i stå og ville absolut ikke bevæge sig mere, så hun endte på en flot 3. plads i en virkelig stærk klasse.
Allan fra stutteri Assentorp showede Junior for os og gjorde et fantastisk stykke arbejde, han fik det bedste frem i en nybegynder på 6 år! Det bliver nok ikke sidste gang man ser det par sammen på showbanerne.

Tak til alle dem der havde arrangeret dette arrangement og ikke mindst til det vidunderlige selskab vi havde under hele weekenden.

Mie og Maria fra Showdanes.dk har været forbi og tage en masse dejlige billeder af pigerne. Disse vil snart kunne ses rundt omkring på hjemmesiden. En kæmpe tak til jer for at tage vidunderlige billeder.

27.06.2010
Årets første tur til Wales er nu vel overstået og det var som altid fantastisk. Open day gik fantastisk, stutteri Pennal var det første stutteri af de 3 og omkring 500 var klar til kl. 10 for at se alle hestene. Alt gik som planlagt og de mange timer brugt i ugen op til med at vaske, trimme og groome de 24 udvalgte ponyer var det hele værd da de "blæste" rundt i ringen med nogle af de bedste handlere i Wales.

Billeder fra dagen kan ses på linket fra Welshwelshcobs.com af Milli Peel her:
http://www.welshwelshcobs.com/gs2010.cfm
På samme link kan der ses billeder fra Anthony Booth fra Rainhill stud, som ligeledes har taget billeder fra dagen.

II februar sendte vi Pennal Lightening Lady til England for at blive bedækket med Mitcheltroy Welsh Prince hos Dycott stud. Planen var at hun skulle være kommet tilbage i efteråret, men hun bliver nu i det Walisiske og vi ønsker hendes nye ejere alt held og lykke.

12.06.2010
Sommeren burde være over os, og ponyerne er på døgn fold og nyder det til trods for regn og vind.
Junior er nu scannet i fol til H-S Morning Star og vi glæder os til at se hvad der kommer ud af det, der kommer jo en del føl efter ham, så der bliver en masse at kigge på næste år

Pink er tilmeldt Bjärsjölagård den 4. Juli, det er første gang vi skal derop og glæder os til se det. Vi har stadig ikke besluttet hvad vi/om vi skal have noget med til den Danske kåring i år.

De næste 2 uger skal tilbringes i det Walisiske med blandt andet Welsh Pony and Cob Open Day den 19. Juni hos hhv. Pennal Stud, Trefaes Stud og Menai and Friarly Studs

01.05.2010
Dagen hvor vi skulle til Fyns plageskue for ponyracer med Pennal Touch of Pink.

Denne gang fald Pink ikke helt i dommerens smag og hun tog en 3. plads men med 9 for hendes gang, som den eneste i hendes klasse.
Pink var en smule mere kvik denne gang men er stadig en fornøjelse at have med i byen.
Se beskrivelse og karaktere under resultater

Vores showsæson er nu sat i bero indtil sidst på sæsonen, og ponyerne er så småt ved at være klart til at komme på sommergræs.

29.4.2010
Lørdag den 24. april var dagen for Dorthealyst plagskue i Mørkøv, vi havde tilmeldt Pennal Touch of Pink i, hvad der viste sig at skulle blive dagens hårdeste klasse.

Dette var Pink's første show, da hun som føl gik og hyggede sig på de Walisiske marker med sin mor og de andre føl, så vi var spændte på at se hvordan hun ville reagere.
Vi kunne konstatere at Pink virkelig var lige så let at have med at gøre ude som hjemme, hvilket jo altid er spændende at se med ungdyr.

Pink gjorde en rigtig god figur og vandt sin klasse, en klasse hvor alle 6 fik rød roset af dommerne. Vi er selvsagt rigtig stolte af vores lille Sec. C og glæder os til at se hvad der sker resten af sæsonen, for denne klasse bliver uden tvivl rigtig spændende.
Pink gik videre til 1 års hoppe championatet men var dér meget flad og vi tog turen ud som de første.
Næste show bliver Fynsk plagskue for ponyracer lørdag den 1. maj, hvor Pink også er tilmeldt.
Se billeder og beskrivelse fra dagen under Pinks resultater.

Junior har de sidste 14 dage været nede hos Stutteri Chopin for at blive bedækket af H-S Morning Star. Hun er nu færdigbedækket og vi venter med at tage hende hjem til vi har scannet hende. Når Junior kommer hjem er det lækreste græs klar til pigerne og de vil så småt begynde at komme ud.
Hvornår Juniors første show bliver vil tiden vise, vi har endnu ikke besluttet os for dette, men mon ikke vi skal have hende med i byen i løbet af sæsonen.

3.4.2010
Påsken er over os og vi nyder det dejlige vejr her på stutteri Magus, dog kom den også med en ubehagelig oplevelse og vi stiller i år ikke med Junior og føl i showringen - kun Junior. Dette ændrer selvfølgelig vores planer, men vi prøver at få det bedste ud af det. Junior vil hurtigst muligt blive sendt ned til Stutteri Chopin ved Mie Christiansen for at blive bedækket med H-S Morning Star.

Ellers bliver tiden brugt på at prøve at få Pink klar til årets plagskuer, om vi når det vil tiden vise.
Pink har et helt eminent mildt sind og synes at nyde træningen og gåturene med Martin.

Annwyl skal snart i tilridning og vi glæder os meget til at følge udviklingen med hende under sadel.

20.3.2010
Vi går og venter spændt på at se hvornår Junior beslutter sig for at fole.
Hun er sat til idag.

18.3.2010
Hjemmesiden er i luften.
Tak til Mie & Maria fra showdanes.dk for et fantastisk stykke arbejde.

27.2.2010
Pink er ankommet.
Hun har taget rejsen rigtig fint og hun faldt til ro med det samme. Hun spiser og drikker og er enormt nysgerrig efter de andre heste i stalden.